Den aktuelle konflikt i Iran forventes at få mærkbare konsekvenser for priserne i byggeriet. Hos MMAKE vurderer vi, at udviklingen kan føre til stigende materialepriser på både igangværende og kommende byggesager.
Allerede for en uge siden gjorde vi vores medarbejdere opmærksomme på, at de skulle forvente prisstigninger, ligesom vi så det under corona-perioden. Siden da har vi modtaget to konkrete varslinger om prisstigninger, og vi ønsker derfor også at orientere vores kunder og samarbejdspartnere.
Vi forventer, at materialepriserne kan stige med 10-30 %. Det gælder især energitunge og olieholdige produkter, men også metaller og transportomkostninger forventes at blive påvirket. Samtidig er der tegn på, at der kan opstå mangel på visse materialer, hvilket allerede er meldt ud fra en producent.
For at imødekomme denne usikre situation har vi i MMAKE valgt at indarbejde et ekstra tillæg under uforudsete udgifter i vores budgetter. Formålet er både at synliggøre udfordringen og at mindske risikoen for budgetoverskridelser i byggeprojekterne.
Sidder I allerede nu med budgetter til kommende generalforsamlinger, kan det være en god idé at overveje en ekstra buffer. Priserne kan nemlig nå at ændre sig væsentligt fra generalforsamlingen afholdes, til projektet sendes i udbud.
Hos MMAKE følger vi udviklingen tæt og rådgiver løbende om, hvordan prisstigninger og markedsusikkerhed bedst håndteres i planlægningen af byggeprojekter.